Gå til hovedindholdet
Competition Policy

Statsstøtte under pandemien

Beretninger fra personer rundt om i Europa, som har modtaget statsstøtte under covid-19

Indledning

Europa-Kommissionen bruger statsstøttereglerne til at sikre, at den støtte, som regeringerne i EU giver til virksomhederne, såvel store som små, ikke giver dem en urimelig fordel eller skaber ulige vilkår på det indre marked. Den 19. marts 2020, dvs. mindre end en uge efter at WHO erklærede Europa for det nye epicenter for covid-19-pandemien, godkendte Kommissionen nogle midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, som gjorde reglerne mere fleksible for de virksomheder, der havde brug for støtte. I midten af marts 2020 så fremtiden meget usikker ud, så de midlertidige rammebestemmelser blev udformet som et fleksibelt værktøj, der kunne tilpasses en situation under hastig udvikling. Klik her hvis du vil vide mere om de midlertidige rammebestemmelser og ændringerne heraf.

Isa

Isabel La Guardia og Raul Ibañez har siden 2016 drevet "Divers Cabo de Palos", et dykkercenter tæt på byen Murcia i Spanien. De var i gang med at forberede sig på påske-sæsonen, men den 14. marts 2020på udbruddet, datoen for Spaniens nedlukning, blev de nødt til at sætte alle deres aktiviteter i bero.

Divers Cabo de Palos var en sund virksomhed. De havde bare behov for økonomisk støtte til at holde sig kørende under nedlukningen. Støtten kom i form af et lån på ekstremt gode betingelser som led i den første spanske omfattende støtteordning , der blev godkendt af Europa-Kommissionen den 2. april 2020. Vi har spurgt Isabel, hvad der skete bagefter.

divers.jpg
Isabel La Guardia and Raul Ibañez

Isabel La Guardia og Raul Ibañez dykker uden for Cabo de Palos i Spanien 

Hvordan har støtten hjulpet jer gennem krisen?

I midten af marts stoppede der med at komme penge i kassen. Vi kunne intet sige om, hvornår vi ville åbne igen. Så vi optog et lån, der ville hjælpe os med at holde forretningen kørende. Lånet dækkede ikke alle de løbende omkostninger, der stadig skulle betales, selv om vi ikke havde nogen kunder. Men vi formåede at holde skruen i vandet indtil den 13. juni, hvor vi kunne genoptage vores dykkerekspeditioner.

Hvordan har I tilpasset jer den nye hverdag, efter at Murcia-regionen gradvist begyndte at lette covid-19-restriktionerne?

Vi kunne genåbne, men vi skulle træffe nogle forholdsregler. Skilte i dykkercentret hjælper personalet og kunderne med at holde en sikker afstand. Om bord på båden bytter vi mundbindene ud med dykkermasker. Alle de opgaver, vi skal udføre på land efter et dyk, må tage meget længere tid. I praksis kører forretningen på to-tredjedele kapacitet i den nye normal. Det er hårdt, men vi giver ikke op. Vi siger, at der ikke findes noget sikrere end at dykke. På land kan vi ikke give knus, men når vi dykker er det sikkert, så det både kan og gør vi.

 

Jan

Den 3. april 2020 godkendte Europa-Kommissionen en hollandsk ordning på 23. mio. euro under de midlertidige rammebestemmelser; det var den første covid-relaterede beslutning om statsstøtte vedrørende Holland. Eftersom mange ældre og personer med behov for pleje skulle blive hjemme på grund af pandemien, besluttede den hollandske regering, at den ville yde tilskud til sundhedsudbydere for at hjælpe dem med at yde pleje til patienter i hjemmet eller på afstand, navnlig ved hjælp af e-sundhedsapplikationer. Vi bad Jan Leunis de Beij, som er direktør i Omring, give os et billede af, hvordan Kommissionens statsstøttekontrol og de tilskud, der blev ydet af den hollandske regering, rent faktisk gjorde en forskel. Omring tilbyder almindelige sundhedspleje og specialiseret sygepleje både i hjemmet og på plejehjem i Vestfriesland i det nordlige Holland og på øen Texel..

jan_leunis_de_beij.jpg
Jan Leunis de Beij

Jan Leunis de Beij på sit kontor i Hoorn i Holland

Hvilken forskel har regeringens tilskud gjort?

Vi skulle reagere hurtigt på krisen, og det var vigtigt, at vi hurtigt fik adgang til de nødvendige midler. Takket være tilskuddet kunne vi med det samme fordele knap 100 tablets til vores patienter i hjemmeplejen, hvilket gav os mulighed for at oprette et digitalt videobaseret pleje- og støttesystem. Udstyret gav os også mulighed for at foretage målinger på afstand. Samtidig bemærkede vi, at mange covid-19-patienter stadig var trætte, længe efter at de havde forladt hospitalet, så vi brugte en del af midlerne til at tilrettelægge post-corona-rehabilitering til dem. Endelig kunne vi takket være tilskuddet iværksætte de ekstra projekter og ansætte det ekstra personale, vi havde brug for.

Hvordan har covid-19-udbruddet ændret jeres hjemmeplejepraksis? Hvordan ville du beskrive fremtidens hjemmepleje efter pandemien?

Vi har nedbragt den direkte kontakt til patienterne med 20 %, samtidig med at vi sørger for, at de får den pleje, de har behov for. Vi har oprettet to særskilte ruter til hjemmeplejeholdene, én for dem, der tager sig af patienter smittet med coronavirus, og én for de andre. Hvis vi kaster et blik længere ud i fremtiden, tror vi på, at sundhedsplejen, også uden covid-19, i stigende grad vil blive understøttet af IKT. Teknologien vil give os mulighed for at flytte flere patienter fra hospitalerne til deres hjem og overvåge deres sundhed på afstand. Hjemmepleje vil i stigende grad supplere den primære pleje ydet af de alment praktiserende læger. Denne udvikling vil skabe en hurtigere og bedre sundhedspleje og vil hjælpe os med at opfylde behovene blandt den ældre befolkning i Europa.